Salg af friskhøstede sprøjtefrie grøntsager, frugt, bær, blomster samt græs-æg fra vores eget lille ​jordbrug

Åbningstider

Åbningstiderne i vores gårdbutik er:
Alle dage kl. 9 - 18

Lukkedage: 24. ​december

Hvad kan du købe i vores gårdbutik?
I gårdbutikken finder du et udvalg af sæsonens grønt fra vores lille jordbrug, dyrket helt uden brug af sprøjtegifte og kunstgødning. Du finder også græs æg fra vores 100 høns der lever et skønt hønseliv i mobile hønsehuse med masser af plads på marken. 

Vi dyrker efter regenerative principper og køber udelukkende økologiske/biodynamiske frø, såjord, hønsemad, naturgødning osv. Vi forspirer og sår alt selv, vi planter, luger og høster alt ved håndkraft, så det du finder i gårdbutikken er friskhøstet og kommer direkte fra vores køkkenhave og mark. 

Vi sælger også vidunderlige økologiske is fra Skarøis som du kan tage med eller nyde på bænken i vores gårdsplads. 

Periodevis sælger vi også de bedste økologiske surdejsboller fra Hvedeverk. Niels bager udelukkende med dansk økologisk mel. De sælges fra frost i poser a 4 stk. 

Derudover har vi også periodevist honning, aroniasaft, hæklede håndklæder samt andre små hjemmeproducerede ting og sager.
Autocamper plads
Fra 1. juni til 1. oktober har vi åbent for overnatning i autocamper på et mindre stykke af vores mark. Der er ca. 5 km ind til Nyborg herfra, en dejlig cykeltur med åbne marker og udsigt udover et bakket landskab, forbi smukke Holckenhavn slot og ikke mindst Holckenhavn fjord, med vand på begge sider af vejen, inden man når Nyborg by.

Selve pladsen er et dejligt markstykke hvor vi slår græsset hver uge, så der er let tilgængelig adgang. Vi har et bordebænke sæt til rådighed hvor du kan nyde et måltid mad med udsigt over bakker, omkranset af træer på to sider. Det er desværre ikke muligt at reservere en plads, du kommer blot forbi og tjekker om der er en ledig plads. Vi tager i mod betaling på mobilepay (#18188) og kontanter i vores postkasse/i gårdbutikken (Kjærsvej 5). Prisen er 80 kr. pr. nat pr. autocamper.

Selve pladsen har egen adgang fra vejen. Adressen er Kjærsvej 5, 5800 Nyborg. Dog skal du ikke køre ind ved nr. 5 men fortsætte mod selve Kogsbølle forbi nr. 5 og nr. 7 inden du finder skiltet på din venstre hånd.
For mere information om pladsen og regler for ophold, se skiltet ved indgangen til selve pladsen.

Hvis du oplever problemer på pladsen så kontakt os på tlf. +45 71797751.

Vi håber du får et dejligt ophold hos os.

Om vores lille gård

Om vores lille gård

Vi bor to kvinder og to børn på vores lille gård (som vi kalder verdens mindste bofællesskab) omkranset af de 3 ha jord som hører til gården. Det er her vi dyrker alt vi sælger; grøntsager, frugter, blomster og bær. Da vi overtog gården var her intet andet end græs. Vi har siden 2019 arbejdet på at gøre jorden mere levende, give plads til vilde planter og skabe stor biodiversitet. Vi har fra år til år kunnet se en stor stigning i antallet af insekter, padder og fugle der slår sig ned. Vi har en stor køkkenhave og dyrker dele af marken fra år til år. Noget står vildt hen men andet bruges til at flytte vores 100 høns rundt på så de altid har frisk grønt til rådighed. Faktisk er ingen af os er uddannede indenfor landbrug, alt er selvlært gennem års erfaringer med hænderne i jorden, fra bøger, foredrag samt netværk til andre jordbrugere.

Kerneværdier

Kerneværdier

Vores kerneværdier er bæredygtighed, biodiversitet, dyrevelfærd og kvalitetsråvarer til lokalmiljøet. Vi ønsker at overlevere en levende og frugtbar jord til kommende generationer, derfor dyrker vi uden gift og efter regenerative principper samt med inspiration fra Permakulturen, biodynamisk dyrkning og skovhave design. Vi dyrker mere end 200 forskellige afgrøder og tester nye hvert år, fordi vi ikke kan lade være. Vi høster løbende så det du køber er frisk høstet og smagsfuldt. Vi lader områder stå vildt hen og skaber levesteder for alle slags insekter, padder, fugle og dyr samt vilde hjemmehørende planter.   Vi forspirer, sår, planter, luger og høster alt ved håndkraft.


  • Kjærsvej 5, Nyborg, Danmark
  • CVR nr. 40139370

Mobilepay: 18188